Netværk for Fællesskab og Dannelse
Netværk for Fællesskab og Dannelse er et nyt netværk stiftet i efteråret 2024 af Venstres børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen og kirkeordfører Lars Chr. Lilleholt.
Netværkets primære formål er at genoplive og fremme en dybdegående samtale om fælles værdier, tro, dannelse og ordentlighed i Danmark. Dette sker i en tid, hvor samfundet oplever hurtige budskaber, polarisering, uenigheder og øget ensomhed. Stifterne mener, at den demokratiske samtale fylder for lidt, og at mange debatter bliver overfladiske, fordi man ikke tør tale om svære, underliggende temaer.
Netværket ønsker at sikre, at værdier som fællesskab, åndelighed og medmenneskelighed videreføres til fremtidige generationer. Vores samfund bygger på kristne værdier, og Danmarks unikke tradition med de frie skoler er grundlagt på Grundtvigs og Kolds tanker om oplysning og fællesskab – værdier, der har præget civilsamfund og demokrati i vid udstrækning. Netværket vil sætte fokus på, hvordan disse værdier kan forblive relevante i et moderne samfund.
Årligt afholdes to dialogmøder med et tema, hvor vi samles om debat, oplæg, fællessang og gruppearbejde. Derudover udsendes årligt 5-6 nyhedsbreve.

Har vi fanget din interesse?
Hvis du ønsker at høre mere om netværket, blive medlem eller deltage ved næste møde, er du velkommen til at kontakte Anni eller Lars Chr. via elisabeth.hermansen@ft.dk